Hvem er jeg

Min yngste søn og jeg

Jeg hedder Karina Nørgaard, er 38 år, uddannet pædagog og mor til to skønne drenge på 9 og 13 år. Jeg er kæreste med Christian på 41 år og han har en rigtig sød datter på 10 år, som jeg er bonusmor for. Jeg er godkendt til at passe op til fem børn af Solrød Kommune. Jeg er ikke-ryger.

Jeg bor i et rækkehus med en mindre have til. Jeg bor tæt på mange gode legepladser, Trylleskoven, stranden, bibliotek, grønne områder med får, køer og ænder…
Jeg har en ladcykel med plads til fem børn som bruges flittigt med de små.

Fra sommeren 2025 flytter vi ind i vores nye hus som Christian er i gang med at bygge. Det ligger i Mosede i Greve, i et dejligt, roligt villakvarter tæt på grønne områder, Mosede Fort, Strand mm. Kun 4 km fra hvor jeg bor nu, så jeg vil stadig gøre brug af alle de skønne områder jeg allerede kender.

Jeg blev færdig med pædagoguddannelsen i 2010 og har mange års erfaring indenfor 0-3 års området, da jeg har arbejdet en del år i vuggestue. Jeg er derfor vant til at arbejde med småbørn og samarbejde med forældre om deres små guldklumper. Jeg brænder for og værdsætter at arbejde med børn i alderen 0-3 år pga den store udvikling der sker i disse år. Imens jeg læste til pædagog og i tiden lidt efter, arbejdede jeg som privat barnepige for to familier med små børn, fast flere gange hver uge igennem 4 år. Derfor går min erfaring med børn og familier tilbage til år 2007.

Udover min uddannelse til pædagog har jeg bl.a. en PD i børns tidlige sprogtilegnelse og jeg kan tegnsprog. Jeg har i mange år haft ansvaret for sprogindsatsen i vuggestuen som jeg arbejdede i.

Jeg har førstehjælpskursus fra 2022. Jeg har mange års erfaring med at arbejde udfra de pædagogiske læreplaner, også udfra pædagogisk idræt med børn i alderen 0-3 år.

I min fritid er jeg meget aktiv. Jeg spiller håndbold, går til spinning, cross fit og deltager i nordic race et par gange årligt. Jeg prioriterer oplevelser i naturen med mine børn og nærmeste. Derudover arbejder jeg for børns vilkår på Børnetelefonen som frivillig rådgiver.
 

Min pædagogiske tilgang:
Jeg sætter en stor ære i mit arbejde, er meget engageret og gør mit bedste med børnene hver dag. Jeg yder gerne en ekstra indsats så børn og forældre kan føle sig trygge, så der er grobund for trivsel, læring og udvikling. Netop derfor har jeg åbnet min egen private pasningsordning, da jeg ønsker at kunne tilbyde mere ro og hjemlige rammer til de børn jeg arbejder med i en tid, hvor der kommer flere og flere børn i daginstitutionerne.

I min private pasningsordning vil I og jeres barn blive taget imod med smil og åbne arme hver dag. Jeg sætter stor pris på mit samarbejde med jer forældre, da I kender jeres barn bedst. Derfor vægter jeg den daglige dialog omkring jeres barns trivsel hjemme og i pasningen højt.
Hos mig er der tid til at være i børnehøjde og jeres barns behov bliver omdrejningspunktet. Udover kerneopgaven som jeg anser for at være, at møde jeres barns behov for omsorg og nærvær, så vil jeres barn få en struktureret og udviklende hverdag med forskellige, tilpassede aktiviteter i kærlige og trygge rammer, som små børn har brug for.

Jeg elsker at lave sund, varieret mad til/med børnene og bager flere gange ugentligt. Jeg prioriteter økologisk mad til jeres børn og elsker at lave mad fra bunden af.

© 2022 Trylleskovensprivatpasning. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis!